Fødte i Funder 1749.
"Dend 7 Septembr: Dom: 14 p: Trinit: var Jens Leming og hustrue Maren Christensd: deres Søn: Jens til Daaben. Sidsel Larsdaatter af Funder bar barnet. Lars Leming, Jacob Christensen, Rasmus Thomesen, Anne Jensd: Inger Christensdaatter."

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv«b»: «/b»«tab»
Jens Jensen 54 Gift«tab»Huusbond Jordløs Huusmand, Træarbeider«tab»
Ane Pedersdatter 56 Gift hans Kone«tab»«tab»
Peder Jensen 28 Ugift ‎[deres Børn]‎ arbeider i Træ«tab»
Ane Jensdatter 21 Ugift ‎[deres Børn]‎«tab»«tab»
Jens Jensen 13 Ugift ‎[deres Børn]‎«tab»«tab»
Niels Christensen 6 Ugift Tienestedreng

148 Maren Jensdatter i Høgdalhus i Salten Skov. 26.6.1810, fol.224, 226.
E: Søren Jensen.
B: Kirsten 6, Anne Marie 3. FM: morfar Jens Jensen Lemming i Høgdal.

Høgdal - en gård og et historisk værksted

Høgdal

Høgdal er en lille firlænget gård, der ligger i skønne omgivelser ved Salten Skov i Them Kommune.

Gårdens historie kan føres tilbage til de store landbrugsreformer sidst i 1700-tallet. Jens Jensen Lemming købte gården i 1796 og byggede en én-længet gård. Siden er gården gået i arv fra far til søn i fem generationer. Den sidste ejer, Peder Jensen, døde i 1976 og staten overtog gården.

Skovlovringer
Høgdal ligger i det midtjyske område, som tidligere var kendt som skovlovringsegnen. En skovlovring var egentlig blot en, som boede i det skovrige Lover Syssel, men begrebet kom til at dække de mennesker fra skovområdet, der lavede træprodukter, især træsko, og solgte dem rundt omkring på markeder.

Familierne på Høgdal ernærede sig både ved landbrug og ved at arbejde i træ, og salget af disse træprodukter gav en mulighed for en ekstra indtjening, da agerjorden ikke var den bedste. Gennem årene blev Høgdal udbygget fra oprindelig een-længet gård til de nuværende bygninger. Stuehuset fra omkring 1889, hestestalden fra 1810, laden fra 1825 og stalden fra 1842.

De sidste ejere af Høgdal var Jens og Peder Jensen, der overtog gården efter faderens død i 1927. Af naturen var brødrene meget konservative, og alt skulle være nogenlunde, som det altid havde været. Gennem årene købte brødrene jord op omkring gården, og i skovparceller, så de meste jordtilliggender var skov, hvilket medførte at markerne var spredt rundt omkring.

Som man altid havde gjort
Besætningen på Høgdal var i 1923 en hest, fem køer, tre kalve, fire får, elleve høns og vistnok nogle svin. Besætningen blev dog udvidet da stalden blev bygget om.

Indtil 1930-erne lå møddingen stadig midt på gårdspladsen, men senere blev den flyttet om bagved stalden, og i disse år blev stalden og laden ombygget med bl.a. støbt sokkel og fodergang. Der blev indrettet 4 svinestier og båse til 14 køer, men gården blev stadig drevet efter de samme metoder, som man altid havde gjort. Køerne blev fortsat tøjret enkeltvis på markerne ved gården og ved Stenhule. Gården blev drevet, som de mente, deres far havde gjort, hvilket i andres øjne var meget besværligt, specielt når køerne skulle flyttes rundt mellem markerne. Naboerne fortæller, at de kunne møde Peder på vej til og fra Stenhule omkring midnat, når køerne var blevet flyttet rundt. Hovedindtægterne må de have haft fra deres skove, og da de havde købt Salten Overgård Skov, byggede de et lille savværk, hvorfra de kunne levere brædder m.m.

Nymodens opfindelser

Der var ingen moderne faciliteter på gården - indlagt vand, elektricitet eller wc. Dog fik de telefon efter, at Peder havde været helt i København som soldat, men Jens holdt sig fra dette apparat, og telefonsamtaler foregik ved at Peder talte i telefonen og gentog hvad Jens sagde.

Vandforsyningen var i mange år et lille kildevælg vest for stuehuset, men Jens og Peder fik lagt en ledning om til køkkendøren og rejst et vandrør med vandhane. Men i perioder rustede rørene og om vinteren måtte de stadig hente vand ved kildevældet.

Det fortælles, at Jens en gang havde været på hospitalet og der havde ligget i en rigtig seng med madras og fået rigtig karbad. Da han kom hjem, mente han, at nu skulle de også have senge med madrasser i stedet for halm samt et badekar. Men det modsatte Peder sig, hvilket i øvrigt var første gang han sagde sin storebror imod, men det var nu for moderne for ham og derfor fik de aldrig madrasser og badekar.

Kulturhistorisk perle
Efter den sidste bror, Peder, var død i 1976 uden arvinger, overtog staten gården med bygninger og ca. 20 td land. Det var derfor nærliggende at forsøge at oprette et historisk værksted om landbrug i gamle dage, og som sådan fremstår Høgdal nu. En spændende gård fra gamle dage, et sted, hvor mange skoleklasser oplever, hvordan man levede i gamle dage og et sted, hvor flere gamle danske husdyrracer trives. Der arrangeres bl.a. store slagtedag og høstdage og alt dette er det, der gør Høgdal til en kulturhistorisk perle.

Stedet vil være interessant for alle aldersklasser, da der er mange dyr på gården. Man er velkommen til at kigge ind af vinduerne, hvis der ikke er nogen tilstede.

Måske blev de viet i Them, men der mangler sider i KB.

1810 D. 30 Decbr Jens Jensen Leming Høgdal begravet 65 Aar.

182 Jens Jensen Lemming i Høgdal i Salten Skov. 17.6.1811, fol.269B, 282B, 363.
E: Anne Pedersdatter. LV: Poul Jørgensen Holstener i Salten.
B:
Niels Jensen i Høgdal,
Maren Jensdatter, ‎[skifte 26.6.1810 lbnr.148]‎, var g.m. Søren Jensen i Høgdal, nu i Nørre Hvidmose. 2B: Kirsten 7, Anne Marie 4,
Sidsel Kirstine Jensdatter, død, var g.m. Poul Jensen i Virklund. 3B: Jens 6, Maren 4, Jens 1,
Jens Jensen.